Maritimt værksted i havneparken

23-02-2020

Peter Andresen og Hardy Bruun i Det Maritime Værksted, som er etableret i det gamle pakhus i havneparken. Foto: Jens Nielsen

Det Maritime Værksted er navnet på den nye aktivitet der er skabt i det gamle pakhus ved havneparken. Gruppen bag nyskabelsen inviterer alle interesserede til at kikke forbi.

Kalundborg Kommune købte tilbage i efteråret 2017 det gamle pakhus som ligger op til havneparken i Kalundborg. Lejerne flytter lige så stille ud, for planen er at Kalundborg Kommune vil etablere en form for kulturhus i bygningen, men indtil der er penge til projektet, har en gruppe skibs interesserede kalundborggensere fået lov til at låne nogle af lokalerne til Det Maritime Værksted, et værksted hvor ideen er at restaurere gamle både og gamle motorer.

Vi har været rundt og kikke på havnene i Hundested og Holbæk, hvordan de gør der, der er de jo helt vilde med at få sådan noget her op og stå, så vi håber også at der er interesse for det i Kalundborg, og vi ved godt at lokalerne er på lånt tid, men kan vi nu får det op ad stå, er der måske mulighed for at skaffe nogle andre lokaler senere,” forklarer Hardy Bruun, der er en af mændene bag Det Maritime Værksted, og som har haft sin gang på Kalundborg Havn i rigtigt mange år.

I lokalerne er der allerede gang i renovering af flere større joller og der står også en række gamle skibsmotorer som der skal kikkes på.

En halv båd

Der indgår en halv båd på den legeplads der er lavet i havneparken, den anden halvdel af båden har gruppen bag Det Maritime Værksted, og den har de store planer med.

”Vi har jo en halv jolle, og den står med den originale Hundestedmotor i, så planen er, at den skal restaureres, og så skal den stå og køre udenfor,” fortæller Hardy Bruun.

Gruppen bag Det Maritime Værksted mødes fast hver torsdag aften kl. 19, og alle der interesserer sig for gamle træskibe og gamle skibsmotorer er velkommen til at kikke forbi, enten for at få en snak, men der mangler også folk til de mange renoveringsopgaver, så håndværkere med forstand på træarbejde og gamle motorer er mere end velkommen, opfordrer gruppen bag den nye forening Det Maritime Værksted.

I lokalerne er der også blevet plads til et hyggehjørne, hvor der kan nydes en kop kaffe og der kan byttes historier fra gamle dage.

Peter Andresen og Hardy Bruun i det maritime værksted som er etableret i det gamle pakhus i havneparken. Foto: Jens Nielsen

Foto: Jens Nielsen

Del siden